Bager Frederiksbjerg

Bedste Frederiksbjerg bager?

Der ligger efterhånden en del og kandiderer til den bedste bager på Frederiksbjerg. Min personlige favorit er dog indtil videre SchweizerBageriet, som også blev kåret til Aarhus’ bedste i fjor (hvis jeg husker rigtigt). Ikke nok med det er denne bager også den ældste bager på Frederiksbjerg. Den er et sikkert valg for mig hver morgen på vej til arbejde, (næsten) når jeg hiver et müsli stykke og en croissant til mig på farten. Skal man forkæle sig selv i weekenden, vil jeg til hver en tid gå med deres mandelcroissant. Denne er undertegnedes absolutte favorit, og får englene til at synge i en kombination af sprødhed og remonce med marcipan. Ydermere er priserne til at forholde sig til, selvom nogen måske finder det en anelse til den dyre side. 

Dog er der altid garanti for god service og hurtig betjening når man er på farten om morgenen. Personligt synes jeg heller ikke det er specielt dyrt, når man kan snolde en solid chokoladebolle og et müslistykke for 25 kr. Er man til det søde hjørne i form af flødekager mm. ligger vi dog i den høje ende. Men skulle jeg vælge den bedste bager på Frederiksbjerg her og nu, så vinder SchweizerBageriet altså. 

BAGER FREDERIKSBJERG - UND BUTTER

Da den gamle smørebrødsforretning lukkede på Odensegade, var der megen summen og tvivl om hvad der nu skulle ligge. und Butter ligger et spytkast fra undertegnede, som bor på Odensegade 31, hvor und Butter ligger lige på hjørnet. “åhhh nej, endnu en bager” har mange sikkert tænkt. Men der er faktisk rigtig meget der fungerer for und Butter. Personligt har jeg selv prøvet både deres surdejsfranskbrød og sandwiches op til flere gange, og kun haft gode oplevelser med selvsamme. Skal jeg komme med lidt kritik, så synes jeg det er tidligt at lukke kl.15 i weekender. Dog er det en solid kandidat til at være den bedste bager på Frederiksbjerg. 

JUMBO BAKERY PÅ ANKERSGADE

Hvis man skulle overføre musikkens svar på en “banger” til et bageri, ville Jumbo Bakery være en decideret banger. Jeg har altid været en sucker for en god kardemommesnurre, og Jumbo Bakery laver byens bedste. Selvom bageriet på Frederiksbjerg ligger godt gemt væk ved det gamle posthus, er der altid masser af mennesker. Ydermere er de ferme til surdej og serverer en fremragende kop kaffe. Om sommeren er det muligt at sidde ude og nyde kaffe og bagværk. Ligeledes er stedet altid garant for god service og hurtig betjening. Selvom dette indlæg handler om den bedste bager på Frederiksbjerg, er Jumbo Bakery i top 5 over hele Aarhus. Ydermere er det værd at nævne at bageriet får hele 4,7 stjerner på Google. 

BERTA VED SIDEN A, FREDERIKS ALLÉ

På Frederiks Allé i Memet´s gamle lokaler ligger den nyeste bager på Frederiksbjerg. Men er det også den bedste? Der er der nok en del der vil mene. Deres kardemommesnurrer er hurtigt blevet populære på Frederiksbjerg. Ydermere går der også rygter om at de laver en fremragende fastelavnsbolle, når det er den tid på året. Personligt har jeg desværre ikke prøvet denne bager på Frederiksbjerg endnu, men den står aller øverst på listen. Denne bager bliver ligeledes også rost til skyerne for sine famøse “citronsnegle” samt rundstykker og croissanter. Den står i hvert fald på skud hos undertegnede, det skal jeg da lige love for. De scorer 4,6 stjerne på Google, så det er altså ikke for sjov. 

LAGKAGEHUSET, M.P. BRUUNS GADE

Tja… Finder der efterhånden nogen i den danske befolkning der ikke har en holdning til Lagkagehuset? Jeg tror det næppe. Mange har ytret sig om at det er overpriced, og overvurderet i samme ombæring. For nylig blev kæden særledes upopulær i medierne ved at ændre navnet fra “kagemand” til “kageperson” så det blev kønsneutralt. Men nok om det. Jeg synes personligt at rigtig mange ting fungerer for Lagkagehuset. Dog skal jeg lige understrege at det aldrig bliver mit førstevalg, hvis jeg skulle vælge en bager på Frederiksbjerg. Men come on. Hvor mange har ikke snoldet en fastelavnsbolle fra Lagkagehuset? Rigtig mange. Dem de lavede i januar/februar 2022 var et rigtig fornuftigt bud på en ond fastelavnsbolle. Så vidt jeg husker kunne man få en med noget blåbær værk, men også en hidsig fætter med karamel. Derudover har de gode sandwhich i både ciabatta- og rugbrød. Et solidt valg når man er på farten? Ja. Lørdag morgen når man skal forkæle sig selv? Nej. 

Hvis du vil læse flere indlæg om Frederiksbjerg og Aarhus, så kig med her!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *